Tre eksempler på forvandlede landboliger

Større projekter

December 18, 2021

Der er så dejligt ude på landet.

Det siger de i hvert fald, og der må vel være noget om snakken siden flere og flere danskere vælger at forlade det travle byliv til fordel for landboliger i mere stille omgivelser. Landidyllen har altid været stor i Danmark, og det er med god grund!

Landhuset er et gammelt hus med masser af charme, men dets mange år på bagen skal ikke stoppe en fra at modernisere det. I denne artikel kan du se tre eksempler på gamle gård- og staldboliger som vi var med til at forvandle til mere moderne udgaver af sig selv.

 

1) Forvandling af charmerende rød staldbolig

I denne case hjalp vi en børnefamilie med at forvandle en gammel staldbolig til et fornyet hjem med plads til alle i familien.

Den oprindelige bolig var en hyggelig gammel stald som var blevet ombygget til et familiehus. Boligen havde masser af store vinduer og klassisk landcharme. Vi forsøgte at bevare så meget af den oprindelige charme i den endelige skitse.

I det endelige designforslag blev tagkonstruktionen ændret til at få et mere sammenhængende udtryk, og vinduerne blev gjort mindre. Der blev derudover lagt sedum på taget for at bringe naturen endnu mere i spil i husets facade.

Skitsen viser også hvordan der er blevet lagt op til et mindre terrasseområde foran boligen, og hvordan den landlige charme er blevet bevaret på trods af de moderniserede vinduer og minimalistiske udtryk.

 

2) Pladsskabende tilbygning til gammel gul lade

I dette projekt bad en familie fra Nordsjælland os om hjælp til at få skabt lidt mere plads i hverdagen. Familien boede i en gammel staldbolig som efterhånden var blevet for lille til at kunne bære på deres daglige gøremål, og de bad os derfor om hjælp til at udarbejde en løsning som kunne hjælpe med pladsmanglen.

Den oprindelige lade var en lille gulorange bygning med klassisk saddeltag.

Planen var at laden skulle ombygges til ét stort fællesrum der kan bruges som både yogastudie og sal til større familiearrangementer. Der skulle derudover laves en tilbygning ved siden af laden som kunne tilføje nogle flere værelser til boligen.

I det endelige designforslag blev der ændret på ladens klassiske sadeltag for at skabe en hems med god udsigt til det omkringliggende naturlandskab. Der blev derudover tegnet flere vinduer ind i taget og lavet en glasgang imellem den oprindelige bolig og tilbygningen.

Tilbygningen er også særligt interessant da den er lavet i en meget moderne stil. Dens firkantede ydre drager mange paralleller til funkisstilen, og dette skaber en stærk kontrast til den gammeldags lade.

Den samlede bolig får derfor et dynamisk udtryk og er et godt eksempel på hvordan man sagtens kan modernisere noget gammelt uden at miste den klassiske charme.

 

3) Ombygning af gammel gul gård

Det tredje eksempel er måske det mest klassiske af de tre i forhold til husets form. Her ser man for alvor en typisk landbolig med tilhørende forgård og skorsten i siden af huset.

I denne case blev vi kontaktet af et par fra Midtsjælland som bad os om hjælp til at få lavet en større ombygning af deres landbolig. Ombygningen skulle blandt andet løse et pladsmangelproblem ved at tilføje flere værelser til boligen, men det var også vigtigt for familien at det eksisterende tag blev revet ned, så der kunne laves et helt nyt.

Det var vigtigt for familien at huset kunne bevare så meget af dens oprindelige charme og stil som muligt. Vi lagde derfor stor vægt på at beholde den landidylliske byggestil i de designforslag som vi præsenterede for familien.

I det endelige designforslag er det sorte tag blevet skiftet ud af et velisoleret stråtag og to kvister er blevet tegnet ind i siden af huset.

Stråtaget fungerer som et vink til det gammeldags, og husets hyggelige stemning er på mange måder blevet gjort endnu stærkere end det var før.

Der er derudover blevet tegnet en fransk altan ind til et af værelserne på husets tilbyggede 1. sal, og hvert værelse har ligeledes fået sit eget tilhørende ovenlysvindue.