Landhuset: Alt hvad du skal vide
Råd og vejledning
Rapsgule marker, duften af friskhøstet korn og den søde lyd af stilhed. Det var ikke for sjov da så mange af guldalderens malere skildrede de danske landområder som værende både smukke, idylliske og rolige.
Der er mange fordele ved at bo ude på landet. Der er den tætte kontakt til naturen, de store grunde og selvfølgelig også de mange hyggelige landhuse som findes rundt omkring i Danmark. Måske er du endda selv så heldig at bo i et landhus?
I denne artikel dykker vi lidt dybere ned i denne boligtype og giver dig al den information som du skal kende til for at blive ekspert i de klassiske landhuse fra 1700-tallet. Så er du også mere klar på hvad der venter hvis der skal laves en renovering eller hvis husets areal skal udvides med en tilbygning.
De fleste ældre landhuse blev bygget tilbage i 1700-tallet
Der er mange ældre hustyper som stadig bruges til beboelse i dag, og landhuset er et af de allerældste.
De fleste gamle bindingsværkshuse som stadig eksisterer den dag i dag, blev faktisk bygget helt tilbage i 1700-tallet af lokale arbejdsfolk og håndværkere.
Mange af landhusene (hvis ikke dem alle sammen!) er dog løbende blevet istandsat og bygget om for at passe til tidernes teknologiske fremskridt.
Vand-og varmeinstallationerne er for eksempel blevet optimeret løbende, og det er derfor begrænset hvor meget af de ”helt oprindelige” bygninger står tilbage.
Det er dog kun en fordel, for det kan nemt blive dyrt på varmeregningen hvis ens bolig ikke er isoleret godt nok!
Mange af boligejerne forsøger dog at bibeholde så meget af landhusene oprindelige udtryk og atmosfære som muligt når de renoverer. Man kan derfor ofte komme ud for at husene ser gammeldags ud udenpå, men moderne indvendigt.
De løbende istandsættelser og renoveringer gør ligeledes at landhusene kan holde sig i mange år fremad.
Landhuse med sidebygninger åbner op for mange indretningsmuligheder
Hvis landhusene blev brugt som gårde (hvilket var typisk), ville de ofte være forsynet med længer og sidebygninger.
De kunne for eksempel bruges som stalde til kvæg eller store rum til opbevaring af dyrefoder og høst.
Dette giver mange muligheder når man som moderne landhusejer skal til at indrette boligen!
De store sidebygninger kan for eksempel snildt bruges som hjemmearbejdspladser eller danne rammen for et eventuelt hovedkontor til eget lille firma. De kan også bruges som fællesrum til familien, børneafdelinger eller til andre husdyr såsom heste og hunde.
Landhusene har flere typiske kendetegn
Landhusene blev ikke bygget med specielle ”arkitektoniske udtryk” i tankerne, men blot af lokale arbejdsfolk. De blev derfor oftest bygget med materialer som lå tæt på og som var lettilgængelige.
Landhusenes udseende kan derfor godt variere lidt fra egn til egn da de forskellige byområder ikke nødvendigvis havde de samme byggematerialer til rådighed.
Der er dog nogle kendetegn som går igen ved de fleste af dem. Disse er blandt andet:
- Bindingsværk (eller murede ydervægge i de senere landhuse)
- Lav loftshøjde
- Stråtag (eller tegltag hvis bygget efter 1900'erne)
- Loft med frilagte og store træbjælker
- Bondehusvinduer
- Gårdsplads
Landhusets have var indrettet med funktionaliteten i fokus
Landhusene var bygget til at være funktionelle og passe til landboernes daglige gøremål. Det samme gjorde sig gældende for husenes haver.
Det meste af haven blev brugt som køkkenhave, og der blev groet en masse grøntsager og frugt i dem.
Ofte ville der dog også være små prydhaver i gårdspladserne. Formålet med disse var at skabe en pæn ankomst til boligen for besøgende gæster.
Eksempel på renovering af gammel landbolig
Gamle landhuse kan sagtens renoveres og gives moderne løft uden at gå på kompromis med den gammeldags hygge og atmosfære.
Det kan for eksempel ses i vores tidligere case om en gammel landbolig som blev ombygget til at blive lidt større og passe bedre til en moderne børnefamilie.
I denne case blev den oprindelige bygning givet et stort løft, og en masse ekstra kvadratmeter blev tilføjet uden at huset mistede dets oprindelige charme.