Orangeri tilbygning: Fakta, regler og gode råd til byggeri (2022)
Inspiration
Det er en skyklar vinternat. Du kan høre den stærke kolde blæst slå mod ruderne, og mens du ligger pakket ind i uldtæpper inde på sofaen, kigger du op mod stjernehimlen. Eller måske er det en varm og fugtig sommermorgen hvor du, med en kop varm kamillete i hånden og Weekendavisen på bordet foran dig, sidder i din favoritlænestol og ser regnen strømme ned udenfor.
Et orangeri som tilbygning kan give dig en masse muligheder for at nyde naturen, alt imens du sidder indenfor i trygge og tørre rammer. Det klassiske glaspanelsrum som orangeriet tilbyder, kan ligeledes give dit hus en elegantflair og garantere et opholdsrum som alle dets beboere vil nyde godt af mange år fremover.
Læs med her, hvis du har gået og leget med drømmen om at få bygget et orangeri på din grund, eller blot er nysgerrig efter at lære mere om denne ikoniske rumtype. I denne artikel vil vi blandt andet komme ind på orangeriets historie, funktion og hvad man kan forvente at skulle betale for at få bygget et orangeri.
Et orangeri er en bygning primært bestående af glas
Orangerier er bygninger hvis vægge primært er lavet af glas og derfor sikrer en masse naturligt lysindfald. De kan både stå frit eller bygges ind i ens hus, for et mere integreret udseende. Orangerier minder på mange måder om udestuer, men selvom de to rumtyper umiddelbart ser meget ens ud, er der en signifikant historisk og anvendelsesmæssig forskel på dem.
Orangerier stammer fra 1700-tallets Frankrig
Vi kan starte med at dykke ned i historien bag orangerier. Tilbage i 1700-tallets Frankrig, lå der stor prestige i at have samlinger af eksotiske planter fra de varme lande i sit hjem. Det signalerede at man havde gode forbindelser til de daværende kolonier og blev derfor set som et kæmpe tegn på status.
Der var dog et problem med opbevaringen af disse planter, for man var jo i den situation at Europa trods alt er meget koldere end landene i det tropiske klimabælte – og citrusfrugter m.m. tåler ikke vintrenes kulde.
Man begyndte derfor (hvis man altså hørte til den rigere del af befolkningen) at konstruere bygninger hvis eneste formål var opbevaringen af disse eksotiske planter. Disse bygninger skulle derfor have en masse glaspaneler som sikrede så meget lysindfald som muligt til planterne og være isolerede nok til at kunne skærme dem for frost og lignende.
Disse bygninger var orangerierne. Navnet kommer sågar af det franske ord for appelsin (orange) da det netop primært var citrusfrugter som blev opbevaret i disse bygninger. Orangerierne kom derfor hurtigt til at fungere som både ”plante-shelter” og et sted hvor husets ejere kunne vise deres samlinger af eksotiske planter frem for deres gæster og besøgende.
Orangerier blev af denne grund over mange årrækker stærkt forbundet med rigdom og status, og de blev generelt associeret med ”det finere borgerskab”. Det er dog heldigvis ikke sagen længere, og flere og flere normale husejere er begyndt at bygge deres egne orangerier, for at nyde godt af de mange muligheder og den værdi som et orangeri kan tilføre ens bolig.
Forskellen mellem et orangeri, en udestue og et drivhus ligger i hvad de bruges til
Man kunne fristes til at tro at orangerier, udestuer og drivhuse er tre ord for den præcis samme ting, men der er faktisk en markant forskel immellem dem. Denne forskel ligger i hvad de skal bruges til.
Et drivhus har dyrkningen af planter i fokus. Her kan man for eksempel dyrke grøntsager og for alvor rode rundt med sine grønne fingre. Man kan på mange måder sige at drivhuse er meget arbejdsorienterede, da man sjældent vil lave andet i et drivhus, end at tage sig af sine planter.
Drivhuse er også som regel ret små, da de netop kun bruges til hobbyformål. Man vil også sjældent gøre brug af dem om vinteren.
En udestue og et orangeri er rent byggeteknisk stort set ens. De fungerer begge som ekstra opholdsrum til ensbolig, og garanterer masser af afslapning med god udsigt til naturen omkringen. Man kan nærmest være udendørs indendørs, og de vil også ofte væreisolerede, således at de kan bruges hele året rundt.
Den primære forskel på disse er dog, udover den historiske baggrund, at orangerier også godt kan stå for dem selv – altså, uafhængigt af hovedbygningen. Et fritstående orangerikan for eksempel stå ude i haven uden nogen direkte forbindelse til huset. Det kan en udestue ikke, for der ligger det i selve ordets definition at det er en forlængelse af huset.
Et fritstående orangeri vil også typisk være større end et drivhus, da dets primære funktion er at være et opholdsrum. Man kan selvfølgelig også opbevare sine planter i det, men det vil sjældent være i orangeriet at man dyrker dem.
Orangerierne har mere fokus på afslapningen frem for arbejdet med planterne, og devil derfor ofte også være opvarmede. Det er drivhuse generelt ikke.
Orangerier skal også helst passe sammen med hovedbygningens stil, og vil derfor oftest være mere arkitektonisk imponerende end drivhuse. Dette gælder især hvis de skal bygges ind som en del af huset, da man i et sådant tilfælde oftest vil få brug for en arkitekt som kan udarbejde den bedste løsning til et integreret orangeri der passer til netop jeres behov.
Orangerier opsummeret:
- Ekstra opholdsrum til boligen (meget lig en udestue)
- Glasfacader som sikrer en masse naturligt lysindfald
- Kan være integrerede med huset eller fritstående
- Stammer fra 17-hundredetallets fine franske borgerskab
- Oprindeligt brugt til opbevaringen af eksotiske planter
- Hurtig måde at udvide sit hus' areal på
Integreret tilbygning vs. fritstående orangerier
Hvis man ønsker at bygge sig et orangeri, vil en af de første ting man skal beslutte sig for, være om det skal være et fritstående eller integreret orangeri.
Et fritstående orangeri er et orangeri som ikke er direkte forbundet til hovedbygningen. Det står altså for sig selv, hvilket betyder at man ikke kan gå direkte ind i det, fra huset af. Denne type orangerier er som regel billigere at bygge, da man i teorien kan købe dem ”readymade” og blot placere dem et sted i sin have.
At disse orangerier ikke er bygget som en udvidelse af huset, gør dog at de nemt går hen og bliver en separat "afdeling" af ens hjem, frem for en naturlig forlængelse.
Det kan for eksempel være irriterende at skulle gå derud hvis det regner meget. For mange er de fritstående orangerier dog særligt tiltrækkende, fordi de så netop kan fungere som en form for ”tilflugtssted” eller lille oase som man kan tage ud til hvis man får friske omgivelser.
Fritstående orangerier opsummeret:
- Billigere alternativ
- Ikke forbunder til hovedbygningen
- Mindre nemme at "nå hen til", men kan samtidig fungere som en lille oase separat fra ens hus
De integrerede orangerier er derimod bygget ind i selve huset, og de minder meget om udestuer. Den lette tilgængelighed til disse, gør at man nemt kan sætte sig ned i dem med sin morgenkaffe i hånden og badekåben slået om sig, da der så vil være en direkte forbindelse til ens hus.
Det er dog altafgørende for denne type af orangerier, at de harmonerer med husets stil og arkitektoniske flair, da det nemt kan komme til at se underligt ud hvis man har et integreret orangeri som er i en helt anden byggestil end ens hus.
De skal også tage højde for det enkelte hus’ opbygning, og man vil derfor oftest skulle have dem arkitekttegnede. Arkitekterne vil kunne hjælpe med at udarbejde en passende plantegning eller lave en visualisering til dig, så du går ind i projektet med lidt bedre fodfæste.
Dette gør selvfølgelig at de bliver betydeligt dyrere end de fritstående orangerier, men samtidig får man et ekstra opholdsrum og en påbygning som nærmest ikke kan undgå at øge grundens samlede værdi til et eventuelt salg i fremtiden.
Integrerede orangerier opsummeret:
- Bygges ind som en direkte forlængelse af huset
- Oftest arkitekttegnede
- Dyrere end fritstående orangerier, men lettere tilgængelige
- Øger ofte grundens værdi
Glem ikke reglerne hvis du vil bygge et orangeri!
Et orangeri er i de fleste tilfælde teknisk set ikke en tilbygning, men derimod en påbygning. Der gælder derfor nogle særlige regler som både giver muligheder og begrænsninger for at få opført et orangeri til din bolig.
Et orangeri må for eksempel ikke tilkobles resten af husets varmesystem. Hvis det blev det, ville det tælle som et ”ekstra værelse” og dermed ændre status fra en påbygning til en tilbygning.
Et orangeri som er opvarmet hele året rundt, har derfor, i forhold til bygningsreglementet,en anden status end et som har egen varmekilde. Orangeriet med helårsvarme ville tælle som ”beboelse”, og så ville ens forsikringsselskab skulle have besked om bebyggelsen.
Kuldeproblemet kan dog nemt løses ved at varme orangeriet op med en brændeovn eller en lille el-radiator. Det kan også være en god idé at sørge for stærk isolering og frostsikring af vinduerne.
Derudover er der andre ting du skal være opmærksom på, inden du kaster dig ud i at bygge et orangeri:
- Grundens bebyggelsesprocent skal tages i betragtning
- Områdets lokalplan skal tages i betragtning
- Du skal have en byggetilladelse til et integreret orangeri
- Du vil højst sandsynligt også skulle søge byggetilladelse til et fritstående orangeri. Især hvis det tænkes at skulle være større end 50 kvadratmeter.
Ved tvivl, kan du altid spørgeprojektet tilknyttede arkitekt eller ty til bygningsreglementet for mere information.
Et nybygget orangeri kan koste alt mellem 10.000 til 500.000 kr
Det er stort set umuligt at sætte et præcist tal på hvor meget det koster at bygge et orangeri både i form af fritstående eller tilbygninger, for den samlede omkostning vil altid afhænge af bygningens størrelse og de materialer du ønsker at bygge med.
Man kan for eksempel godt købe sig til nogle ”ready-made” fritstående orangerier til omkring de 10.000 kroner, men hvis man gerne vil have et integreret orangeri som er skræddersyet til ens specifikke hjem, kan det nemt koste ti gange så meget – hvis ikke mere.
Ved at vælge en dyrere løsning, vil man dog som regel også være sikret en god kvalitet for byggeprojektet, og med en tilknyttet arkitekt vil man ende op med et produkt der på mange måder kan forny og forbedre husets generelle udtryk.
Vi udarbejder hellere end gerne et prisoverslag over dit projekts omfang til dig, hvis du er i tvivl om hvad du vil skulle betale, for at få realiseret din drøm om at få bygget et orangeri. Se eventuelt også vores forskellige pakkeløsninger for mere information, eller lad dig inspirere af vores brede portoflio over tidligere projekter.