Æstetisk bæredygtighed: 5 gode råd

Råd og vejledning

September 10, 2021

Du kender den ”klassiske” bæredygtighed: byg med genanvendte materialer, optimér energivenligheden og mange andre måder at tage bedre hensyn til naturen på undervejs i byggeforløbet. Men vidste du at husets designmæssige udtryk også spiller en stor rolle for hvor bæredygtigt det er? Der ligger nemlig et vigtigt element i æstetikken. Og den æstetiske bæredygtighed er på mange måder næsten lige så vigtig som den traditionelle.

Er du i tvivl om hvad der menes med ”æstetisk bæredygtighed”? Og vil du gerne kunne bygge mere miljøvenligt? Så læs med her.

 

Æstetisk bæredygtighed handler om at lave huse hvor designet holder i mange år fremad

Modetendenser kommer og går. Tøjindustrien er særligt plaget af ”Fast Fashion ”-strømningen, men det samme koncept findes faktisk også på sin vis inden for boligverden.

Modediller kan også være flygtige indenfor arkitekturen. Linoleumsgulve var for eksempel det helt store tilbage i 60’erne og 70’erne, men de begyndte hurtigt at blive set som kitschede i årene efter. Nu er de så småt på vej igen, og kan sagtens opgraderes til et mere moderne look.

Det samme gør sig gældende for mosaikvinduer, italienske køkkener og den nyklassicistiske byggestil som særlig dominerede i 1800’erne.

Alle disse strømninger var utroligt populære i en bestemt periode, men begyndte langsomt at fase ud bagefter. Æstetisk bæredygtighed handler om at bygge og designe boliger på måder som netop undgår dette.

Det handler om at forme sin bolig på en måde der gør at mange generationer fremad vil kunne bruge den uden at skulle ud i de helt store og omkostningsfulde ændringer. For jo mere man kan genbruge, jo bedre er det for miljøet.

Nogle ting vil aldrig gå ud af stil. Man ser for eksempel mange stilrene tendenser hos funkishusene, men ægte æstetisk bæredygtighed handler om at bygge på en måde som ikke bare følger en bestmemt strømning. Det handler om at lave en bolig som nemt kan tilpasse sig til tiden, og der er mange forskellige måder at gøre dette på.

 

1) Byg med gode og stærke materialer

Det er altid en god idé at tænke i holdbarhed og vedligeholdelse når man skal vælge hvilke materialer man vil bygge med. Nogle holder bedre end andre, og nogle er mere tidløse end andre. For at bygge på en æstetisk bæredygtig måde, handler det om at vælge de materialer som nemt kan vedligeholdes og derfor bruges i mange år fremad.

Naturmaterialer ældes især flot, og der er få ting som er mere charmerende end rustikke træ detaljer i en bolig. Træ kan ligeledes overmales hvis man ønsker at ændre på udtrykket i boligen, og det har derfor en formbarhed som gør det mere genanvendeligt og bæredygtigt end hårdere og mere industrielle materialer.

Sørg derfor for at vælge materialer som ælder godt og som kan vedligeholdes i længden. Så sørger du for at give boligen et udtryk som både kan formes efter tiden og værestilrent.

 

2) Form rummene så de kan indrettes på mange forskellige måder

Prioritér altid at forme rummene i boligen på måder der gør at de nemt kan ommøbleres. Her kommer det stilrene igen på spil da formbare rum giver mange muligheder for at tilpasse dem til forskellige stile og behov.

Et godt rum som kan indrettes på mange forskellige måder, kan også bruges af mange generationer fremad. Det er derfor en nem måde at sikre sig at ens bolig er lidt mere æstetisk bæredygtig.

 

3) Flere kvadratmeter er ikke altid bedre

En bolig bliver ikke altid bedre af at den bliver større. Det samme gør sig gældende for tilbygninger hvor man til tider ser hvordan spændingen over at få lavet en tilbygning får den ivrige nybygger til at gå i overgear og tilføje mange flere kvadratmeter end nødvendigt.

Det er meget forståeligt at tænke sådan, for pladsmangel er noget af det allerværste man kan opleve i en bolig. Men den bliver ikke nødvendigvis bedre af at få flere kvadratmeter tilføjet til plantegningen.

Kvalitet over kvalitet, er det ledende princip her. Et større areal er ikke en kvalitet i sig selv, og ved at skære ned på kvadratmeterne får man også flere penge til bedre materialer og til arkitekturen.

Det er også nemmere at ændre på en bolig som er bygget i gode og formbare materialer, end en større bolig i ”værre” kvalitet.

 

4) God belysning er altafgørende

Der er regler i bygningsreglementet for hvor mange vinduer der minimum skal være i en bolig - og med god grund! God naturlig belysning er nærmest altafgørende for livskvaliteten i en bolig, og lys kan både åbne og lukke for store rum.

Man vil også være mere tilbøjelig til at blive boende i en bolig med godt lysindfald end i en hvor hver andet lokalet er skygget til hele dagen.

Prioritér derfor altid belysningen når du skal forme dit hus, for en bolig med god belysning vil nærmest altid have en længere levetid end en med for mørke rum.

 

5) Gamle ting har charme

Kan du huske hvordan køkkenet i dit barndomshjem så ud? Og følelsen af trægulvet i dine bedsteforældres stue?

Gamle ting har en charme som nyere versioner af det samme aldrig helt vil kunne opnå. Det gælder især køkkener.

Mange drømmer om nyindrettede og moderne køkkener i minimalistiske farver - hvilket er meget forståeligt! Det er dog vigtigt at man heller ikke glemmer hvordan et ældre køkken også har en masse at tilbyde.

Gamle ting har en masse minder og ånd med sig, og det kan vi som mennesker ikke undgå at blive påvirkede af.

Der er nærmest noget romantisk over at lave mad på de samme køkkendiske som ens oldeforældre gjorde. Og hvis man ønsker at få børn, er der også noget smukt over at forestille sig dem gøre det samme.

At noget er gammelt og har overlevet i mange år, betyder også at det er lavet af gode, slidtstærke og holdbare materialer. Kvaliteten gør at det kan holde sig i mange år, og skabe mange minder undervejs.  

Man kan derfor overveje om der er nogle af de lidt ældre ting i ens bolig som kan være særligt bevaringsværdige, eller om man kan finde på moder at opfriske gamle dele af huset på uden at skullefjerne dem helt. Så genbruger man også så meget som muligt.