Ombygning af 70’er typehus? 5 ting som måske er værd at bevare
Inspiration
Sommeren er officielt over os, og for mange danskere byder de høje temperaturer og solrige sommermåneder på masser af muligheder for at give deres hjem en tiltrængt makeover. Forandring fryder, siger man jo. Men er det nu også altid det hele som skal laves om når man giver sin bolig et løft? Eller kan man med fordel bevare nogle af bygningens oprindelige dele? I denne artikel vil vi komme med fem forslag på elementer af 60'er og 70’er typehusene som faktisk kan være kloge (og stilede!) at bevare under en større ombygning.
1) De grønne oaser
Intet skaber mere stemning i en bolig end en god forbindelse til den omkringliggende natur. Grønne oaser giver både en følelse af rumlighed og ro omkring et hus, og mange nyere haver bakser lidt med at opnå denne selv samme stemning af ”naturidyl” som mange af de lidt ældre grønne oaser bringer med sig.
En bevaring af de store grønne arealer kan ligeledes åbne op for en masse muligheder for mindre havebyggerier (som til og med nogle gange slet ikke kræver en byggetilladelse for at opstille).
Mindre bygninger såsom orangerier, pavilloner og pergolaer skaber masser af muligheder for at nyde haven på en helt anden måde end man kan med en simpel græsplæne. Man kan derfor overveje om den grønne oase alligevel skal få en chance til og måske få lov til at blive stående under ombygningen.
2) De glatte trædøre
Mange af de gamle typehuse kommer udstyret med de helt klassiske finérdøre i mahogni med deres tilhørende karakteristiske sorte plastikhåndtag.
De kan måske virke forældede eller ligefrem ”kitschede” for mange moderne boligejere, men der er faktisk utroligt meget at arbejde med når det kommer til disse døre, og man skal ikke undervurdere de mange designmuligheder som de faktisk bærer på.
De glatte finérdøre kan nemt kombineres med en indretning i den mere moderne industrielle stil og spille godt sammen med materialer af stål og beton. Denne kombination skaber ofte en utroligt stilet kontrast som kan trække smil på læberne hos selv de største funkis-entusiaster.
Hvis man føler sig ekstra modig, kan man endda male dem i en stærk lys farve for at give indretningen lidt kant.
3) De unikke detaljer
Der ligger ofte en skjult stilet hed i ting som er anderledes, og typehusene fra 60’erne og 70’erne har flere af disse unikke finurligheder. De bærer præg af den tid de blev bygget i og har mange charmerende tidstypiske elementer i sig.
Det gælder for eksempel de klassiske glasmosaikvinduer, ventilationslugerne, plastikdørhåndtagene og træskodderne til vinduerne. Alle disse elementer har utroligt meget charme, og det kan derfor give ens bolig masser af personlighed hvis man vælger at beholde dem.
Man kan sagtens få dem til at spille godt sammen med et mere moderne udtryk. Så tilføjer de blot lidt kantet flair og et kærligt vink til fortidens designidealer.
4) De åbne pejse
En anden klassiker hos typehusene er de åbne pejse. Pejse er fantastiske måder at skabe hygge og hjemlighed i et rum på og er nærmest universelt elskede af alle under de kolde vintertider. Der findes få ting bedre end følelsen af at komme hjem og varme ens hænder ved en blussende pejs efter en lang dag ude i kulden.
Hvis man ikke er særligt meget til den stil som boligens pejs har, er der mange måder at løse dette på. Man kan selvfølgelig altid vælge at rive den ned og bruge det nyfundne areal til andet end et pejseområde, men man kan også genbruge åbningen fra den åbne pejs og lave en mere moderne pejseindsats i stedet.
Man kan eventuelt opbevare brænde omkring indsatsen for at fremhæve området og bibeholde det hyggelige udseende uden at gå på kompromis med moderniteten.
5) Natursten og fliser
Skal alle de gamle fliser bare smides ud? De klassiske naturstensfliser gemmer faktisk på et utal af skjulte anvendelsesmuligheder, og man kan derfor med fordel genbruge dem. Så beholder man både noget af den oprindelige bygnings charme og gør samtidig miljøet en tjeneste.
Det kan faktisk måske endda gøre hele byggeprojektet en smule billigere.
Man kan for eksempel bruge dem som vægge til et blomsterbed ude i haven eller som afgrænsninger for plantet frugt og grønt på et lille drivhusareal. Mulighederne er nærmest utallige, og det er kun fantasien som sætter grænsen.