Udestue, orangeri, pergola og pavillon - Hvad er forskellen?

Ordbog

May 11, 2021

De lune sommeraftener nærmer sig med hastige skridt. Lyden af summnede græshopper vil fylde havens buskadser og det varme græs vil glidekildende langs undersiden af fødderne, mens man barfodet bærer aftensmaden udenfor til spisebordet så maden kan nydes under den klare himmel.

Der er mange måder at forlænge denne fantastiske del af sensommeren på. Mange måder at være indendørs, men samtidig bevare følelsen af at sidde ude i naturen.

Udestuer, orangerier, pergolaer og pavilloner kan alle medvirke til at skabe denne følelse.

Men hvad er forskellen på disse fire typer af bygninger? Er du i tvivl? Så læs med i denne artikel hvor vi vil forklare hvordan de fire populære bygningstyper er forskellige fra hinanden.

 

Udestuer

Udestuen er, som ordet siger, en stue der er anbragt udenfor huset. De fungerer som en del af den eksisterende bolig og er et ekstra opholdsrum hvor væggene vil være delvist af glas så man kan se ud til haven.

Udestuer kaldes også til tider for vinterhaver da de er opvarmede og man derfor kan sidde i dem i løbet af vinteren. De er derfor også altid isolerede.

Udestuens opvarmning vil som regel være knyttet direkte til huset, og udestuer kan komme i alle former og størrelser, men vil som regel være store nok til at stuemøbler kan være i dem.

 

 

Orangerier

Orangerier minder meget om udestuer (hvis de er direkte tilknyttet det eksisterende hus og ikke fritstående). De er også små tilbygninger primært bestående af glasvægge og giver mange af de samme muligheder som udestuer giver.

Der er dog væsentlige forskelle på de to som man skal være opmærksom på.

Orangerier blev oprindeligt brugt til opbevaringen af eksotiske planter, og deres naturlige funktion er derfor at skabe rum med masser af naturligt lysindfald for at sikre de bedste betingelser for plantevækst.

De adskiller sig derfor fra udestuer i at deres egentlige funktion er opbevaringen af planter. De fleste moderne orangerier fungerer dog meget ligesom udestuer for boligejere i dag, og størstedelen af orangeriejere bruger dem faktisk udelukkende til at opholde sig i.

Hvis du gerne vil vide mere om orangerier, har vi faktisk skrevet en hel artikel om dem hvor viogså dykker dybere ned i deres historiske baggrund såvel som de forskellige typer af orangerier som findes.

 

 

Pergolaer

En pergola er en rumgivende konstruktion i en have, som ofte vil være udformet som en skyggeskabende løvgang eller halvtag. Den har ikke nogen praktisk funktion og er udelukkende stemningsskabende.

Pergolaer vil ofte bestå af dobbelte rækker af fritstående støtter med overbevoksede gitre. De er derfor ikke ”vandtætte” men fungerer blot som skygge- og hyggeskabende konstruktioner i haven.

Pergolaer kan se ud på mange forskellige måder og kan også placeres nærmest over alt på en grund. De stå op ad en garage eller midt ude i haven.

De kan være en god måde at fylde tomme og kedelige pladser i haven ud og er fantastiske hvis man samtidig ønsker et sted hvor man kan nyde sin frokost udendørs i lidt grønt dække.

 

 

Pavilloner

En pavillon er en mindre og fritstående bygning i en have eller park som oftest bruges som lysthus. De kan også bruges som scener til udendørs forestillinger, caféer eller te-huse.

Pavilloner er oftest uisolerede og bygget af træ. De er meget populære i Vesteuropa og den klassiske pavillon-byggestil associeres af mange med meget romantiske arkitekturperioder.

En pavillon kan være en god og elegant måde at skabe et ekstra opholdsrum til din bolig på, uden at skulle til at bygge på det eksisterende hus.

De er derudover perfekte til mindre sammenkomster udendørs, da deres (ofte) runde form giver plads til at mange kan sidde om det samme bord.

 

 

Du har forhåbentlig fået dannet dig et lidt bedre overblik over disse forskellige bygningstyper og deres indbyrdes forskelle nu. Men vidste du at der faktisk også er nogle af dem som ikke engang kræver en byggetilladelse at opføre? Det kan du læse mere om i denne artikel.