Sådan bliver du klar til det første møde med arkitekten
Råd og vejledning
Hvis du har besluttet dig for at kaste dig ud i byggedrømmen og bestilt en af vores pakkeløsninger, kan du se frem til et spændende arkitektmøde hvor vi vil gennemgå alle dine ønsker og behov sammen med dig.
Vi er spændte på at tage del i din byggerejse og på at være med til at realisere dine nybyggerdrømme, men et spørgsmål vi ofte støder på, er om man skal forberede noget på forhånd før det allerførste møde med arkitekten.
Der er ingen ”lektier” til det første møde med arkitekten, men der er en håndfuld ting som det kan være en god idé at sætte sig ind i inden mødet. Så bliver hele processen både nemmere og mere overskuelig for dig, og vi får en bedre forståelse for hvad du har i tankerne.
Så læs med her hvis du har et arkitektmøde på vej og gerne vil være velforberedt til det eller blot er nysgerrig.
1) Hav helt styr på økonomien
Hvad er dit budget for projektet? Det økonomiske overblik er vigtigt for både dig og projektets tilknyttede arkitekt da det danner rammen for hvad der er muligt og ikke muligt.
Man skulle nødigt ende i en situation hvor projektet ender med at koste meget mere end man måske lige har midlerne til. Det er derfor utroligt vigtigt at man på forhånd har en idé om hvor meget man er villig til at investere i projektet og er tydelig omkring dette til arkitekten.
Så bliver det nemmere for både dem og dig selv at udarbejde en løsning som passer godt til dine behov.
2) Dan dig et klart billede af hvad formålet med byggeprojektet er
Hvilket slags projekt vil du gerne lave? Er der tale om en tilbygning af et fællesrum? Eller måske et helt nyt sommerhus? Det allerførste trin på byggestigen vil selvfølgelig altid være at finde ud af hvad der skal bygges.
Det er derfor en god idé at sætte dig ind i hvilken funktion det færdige byggeri skal tjene. Skal udestuen være et hyggerum eller bruges til opbevaringen af planter? Og skal den overdækkede terrasse tage højde for eventuelle større familiearrangementer i dens layout?
Alt dette er vigtigt at sætte sig ind i på forhånd da det så bliver nemmere at finde den mest optimale løsning.
3) Lav en liste over dine ønsker
Har du nogle særlige ønsker til dit byggeprojekt? Vil du gerne bygge miljøbevidst og bruge en masse genbrugsmaterialer? Skal facaden integrere elementer fra funkisstilen? Eller vil du bare rigtig gerne have røde mursten?
Hvis du har nogle særlige ønsker til dit byggeprojekt (både i forhold til udtryk og funktion), vil vi altid anbefale at lave en liste over disse på forhånd. Det kan gøre det nemmere for dig at finde rundt i hvad du gerne vil have ud af projektet og sikrer samtidig at du får det som er vigtigst for dig med i det færdige produkt.
Det gør det ligeledes nemmere for arkitekten at udarbejde nogle passende skitser.
4) Lad dig inspirere af andre
Har du bare fundet det fedeste terrasseoverdæk på Pinterest? Eller bliver naboens lækre udestue ved med at fange dit øje når du er ude at slå græs?
Det er kun en god ting at lade sig inspirere af andre, og du skal endelig ikke være sky for at tage billeder af hvad du har i tankerne med til det første arkitektmøde.
Inspirationsbilleder kan være en god måde at præsentere dine idéer til arkitekten, og de kan også fungere som gode kompasser for projektets overordnede retning.
Så hold dig endelig ikke tilbage fra at spørge naboen om du lige må snuppe et billede af deres udestue til dit arkitektmøde – de bliver helt sikkert smigrede over at du spørger!
5) Det er helt ok hvis du ikke har tænkt alt igennem endnu
Et arkitektmøde er ikke en eksamen, og det skal heller ikke føles som en. Man kan sagtens møde op uden at have tænkt over noget bestemt på forhånd.
Vi vil altid byde ind med en masse idéer og forslag, så nogle gange kan det faktisk være en fordel at møde tomhændet op til det første møde med arkitekten. Så kan det være at man får øjnene op for en masse løsninger som man måske ikke havde troet var mulige.
Det første møde med arkitekten skal være en behagelig oplevelse hvor kreativiteten og dine behov er i fokus.
Denne liste over måder at forberede sig på skal derfor udelukkende ses som en vejledning og ikke som en liste over krav til mødet. Den kan blot hjælpe dig med at finde ud af hvad du har i tankerne og måske gøre nogle af disse idéer mere håndgribelige.
Det er helt ok ikke at vide præcis hvad du vil have endnu. Vi er her for at hjælpe dig med at finde ud af det!