Konstruktionssnit - hvad bruges det til?
Ordbog
Læs med her, hvis du vil vide, hvad et konstruktionssnit er, og hvad det bliver brugt til i dit byggeprojekt!
Under et byggeforløb vil du nok blive bekendt med, at der er masser af tegninger med masser af forskellige formål, som du skal bruge. Nogle af dem er til brug i byggetilladelsen, nogle er til dig og nogle er til byggefirmaet, så de ved lige præcis, hvad du vil have.
Konstruktionssnit er en teknisk tegning til byggefirmaet
Når kommunen godkender din byggetilladelse, er det næste step for dit projekt, at du skal i gang med at bygge (også kaldet udførelsesfasen), og det skal de fleste bruge et byggefirma til. Det er først, når du når til udførelsesfasen, at du får brug for tegninger af konstruktionssnittet. Det er nemlig nu, at dit projekt endelig er ved at blive til virkelighed.
Konstruktionssnittet bruges altså af byggefirmaet, når de skal bygge rammen: selve konstruktionen af huset. Selve tegningen er et snit, der indeholder detaljerede og målfaste informationer, og kan siges at være en slags guide til håndværkerne.
Selv om konstruktionssnittet er henvendt til byggefirmaet, har de også en vigtig funktion for dig. De sikrer dig nemlig, at håndværkerne forstår, hvad planen for din bygning er, så der ikke opstår nogle fejl eller misforståelser. Ligeledes giver de dig en sikkerhed i forhold til at kunne få et mere konkret prisoverslag fra håndværkerne.
Udørelsesfasens andre tegninger
I udførelsesfasen skal du også bruge detaljetegninger. Hvor konstruktionssnittet giver byggefirmaet en indikation af den helhed, de skal bygge, giver detaljetegningen altså et mere detaljeret billede af mindre helheder.
Tegningerne i denne fase er mindst lige så vigtige, som dem du har set tidligere i forløbet. Det er byggefirmaets arbejde, at dit hus bliver bygget præcis som du har ønsket, og det bidrager konstruktionssnittet og detaljetegningerne til.
Forskellen på snittegning og konstruktionssnit
Snittegninger og konstruktionssnit kan umiddelbart godt lyde ens, men der er en række forskelle, der hver især gør tegningerne vigtige.
- Hvem tegningerne er til: Snittegningen er til ansøgning om byggetilladelse ved kommunen og konstruktionssnit er en “byggeguide” til byggefirmaet
- Fasen du befinder dig i: Snittegningen bruges i tilladelsesfasen og konstruktionssnittet bruges i udførelsesfasen