Forklaret: Tekniske tegninger til udførelse

Ordbog

May 29, 2021

Når man skal i gang med et større byggeprojekt, vil man få brug for en masse forskellige typer af tegninger (Har du styr på de vigtigste?). En af disse tegninger som særligt mange nybyggere finder forvirrende, er de tekniske tegninger til udførelse. Er du i tvivl om hvad disse er og indebærer? Så læs med her.

 

Tekniske tegninger til udførelse kaldes også for konstruktionstegninger

Modsat plantegninger og visualiseringer har de tekniske tegninger mere fokus på konstruktion frem for æstetik. De vil som regel gå i detaljer med hvordan de forskellige dele af byggeriet helt præcist skal udføres og kaldes af denne grund også for konstruktionstegninger.

Disse konstruktionstegninger vil gå i dybden med de enkelte dele af byggeriet og have særligt fokus på de områder hvor der kræves lidt ekstra præcision i udførslen. Det kan for eksempel være hvis en vindueskarm skal bygges på en helt speciel måde eller hvis to vægge møder hinanden i en helt unik vinkel. Eller hvis et ovenlysvindue skal hælde på en særlig måde for at få så meget sollys ind i boligen som muligt. De vil altså som regel kun udarbejdes til de dele af byggeriet hvor der skal bygges på en anderledes måde eller hvor der af andre grunde kræves særlig præcision.

Nogle eksempler på tekniske tegninger til udførsel er detaljetegninger og rumtegninger.

 

De tekniske tegninger bliver primært udarbejdet til håndværkerne

Da disse tegninger er meget tekniske og går helt i dybden med hvordan de forskellige dele skal konstrueres, vil det som regel primært være projektets tilknyttede håndværkere som kommer til at gøre brug af dem. Medmindre man selvfølgelig har at gøre med en bygherre som selv kan konstruere bebyggelsen. Oftest vil de dog kun skulle bruges af dem som laver selve håndarbejdet da de jo netop skal vide præcis hvordan de enkelte dele skal laves.