Tilbygning

Pladsudvidende tilbygning og renovering i forening mellem gammelt og nyt

I denne case kan du læse om en familie der ønskede mere plads i deres smukke, gamle murermestervilla fra 1950. Det gamle hus’ sjæl og charme skulle videreføres i det nye design.

En familie på 4 og 2 kæledyr fra kalundborg savnede mere plads i deres murermestervilla. 

En ny tilbygning skulle laves i nye og gode materialer, men stadig være forenelige med husets oprindelig udtryk, der havde mange fine detaljer. 

Ønsket var et sammenhængende hus, hvor den nye tilbygning ikke blev en separeret del set udefra. Derfor skulle huset pudses op, så facaden var ens hele vejen rundt.

Huset havde i forvejen en tilbygning i stueetagen, og den nye tilbygning skulle bygges ovenpå denne, så hele huset var i 2 plan. Det ville give mulighed for at rykke et af stueetagens værelser op på 1. sal, så køkkenalrum og stue kunne åbnes mere op. 

Huset havde en smuk udsigt, derfor var det også et fokuspunkt hvordan vinduerne blev placeret, og hvordan man kunne udnytte det og samtidigt lade de gamle vinduesplaceringer være en del af de nye. 

Området som huset er beliggende i er præget af stor diversitet. Der findes både huse i modernistisk arkitektur, huse helt tilbage fra 20’erne, huse med træfacader og murede facader, samt 2 plans og 1 plans huse. 

Kommunen havde dog understreget, at det i forbindelse med ny bebyggelse er afgørende at ydre renovering og ændring af eksisterende huse i området skulle udføres under hensyntagen til husets originale stiltræk og materialer. 

Alt i alt et arbejde med det nye og det gamle, og hvordan de to ting kunne forenes i et samlet design


Oprindelige hus

 


Oprindelige plantegning


Designforslag
Glidende overgang mellem tilbygning og eksisterende hus 

Der blev gennem visualiseringer og plantegninger arbejdet i forskellige retninger, i forsøget på at imødekomme familiens ønsker.

I dette første bud på et design, var der fokus på det ensartede udtryk hele vejen rundt.



Oprindeligt hus og ny tilbygning er begge pudset op og malet i en blød hvid farve, hvilket skaber sammenhæng mellem nyt og gammelt, og derudover en fin tekstur og dybde i facaden.


Arkitektens kommentar: 
Dette er det forslag som går mest muligt hånd i hånd med det gamle udtryk, og som har en større subtilitet ift omgivelserne.

Tilbygningen holdes i 1,5 etage inklusiv den gamle tilbygning, og tilføjes ovenlysvinduer, en fransk altan og en kvist mod haven. 

På visualiseringen er kvisten det vinduesparti der stikker ud fra tagdækningen.

Tilbygningen får yderligere et almindeligt sadeltag med trempelkonstruktion, der skal skabe den fulde udnyttelse af højden til loftet indenfor, og samtidig gøre at taget ikke overstiger højdegrænsen.

Garagen mod vest mures op og pudses også op i hvid.

Vinduespartiernes karme/sprosser skal have et lidt robust udtryk med en sort farve.


Plantegningen viser et bud hvor stueetagens soveværelse bliver hvor det er, men hvor væggen mod gang og toilet til gengæld rykkes for at skabe mere rummelighed i entreen.

Badeværelsesdøren flyttes fra soveværelse og ud i gangen.

Tilbygningens niveau rejses, og kommer altså til at være 1,5 etage i alt. Det vil også skabe mere plads mellem tilbygning og eksisterende hus.

Tilbygningen danner et ekstra værelse på 1. sal, som med en smuk udsigt kan bruges til hvilken som helst udnyttelse – soveværelse, kontor, opholdsrum osv. 

Designforslag opsummeret:
  • Hele huset pudset op i blød hvid
  • Ensartet/sammenhængende udtryk med eksisterende hus
  • Tilbygning med sadeltag, kvist, fransk altan og ovenlysvinduer
  • Rykning af væk i stueetage så soveværelse kan blive
  • Flytning af badeværelsesdør
  • Nyt værelse på 1. sal


Designforslag
Moderne tilbygning i harmoni med det traditionelle 

Arkitekterne arbejdede også med en tilbygning i større kontrast til det eksisterende hus.

Det oprindelig hus og eksisterende tilbygning skulle pudses i en sandfarvet struktur med en gråpudset sokkel, hvor den nye tilbygning på 1. sal skulle beklædes med træ.

Arkitektens kommentar: 
Det skaber en dybde, tekstur og mangfoldighed i husets udtryk


Tilbygningen i dette forslag laves så huset har 2 fulde etager, i stedet for 1,5.

Træet på den nye tilbygning har flere muligheder, f.eks. kan man beklæde det med olie eller male det i naturtoner.

Tilbygningen har i dette forslag fået et fladt tag. 

Læs mere om de byggemæssige krav til fladt tag i denne artikel

Facaderne får store vinduesflader over større partier, og bliver mere moderne i sit udtryk.



Plantegningen viser at stueetagens oprindelige værelse er flyttet op i tilbygningens nye 1. sal.

Det skal altså skabe et større køkken/alrum i stueetagen og derudover give plads til en dør ud til garagen.

I overetagen tillægges en kvist i zink/metal, som giver badeværelset flere kvadratmeter man kan boltre sig på.

Designforslag opsummeret:
  • Husfacade i pudset sandfarve 
  • Tilbygning i træbeklædning
  • Oprindelig tilbygning i samme pudsede sandfarve
  • Kontrast mellem eksisterende hus og ny tilbygning
  • Sokkel i grå puds
  • Stueetagens oprindelige værelse flyttet op på 1. sal
  • Kvist i zink/metal på 1. sal
  • Moderne udtryk i harmoni med det traditionelle 


Det endelige design er endnu under udarbejdelse, og det er derfor ikke tilgængeligt i denne artikel. Det er dog sidstnævnte forslag, der arbejdes videre med. Når arbejdet er færdigt, vil resultatet lægges op her i artiklen. 


Andre projekter