Tilbygning

Fra lukket typehus til åben bungalow: Lad os åbne op mod haven og genfinde husets oprindelige karakter

Familien kom til os med en udfordring, som vi ser mange husejere med ældre boliger kender alt for godt: Deres hus føltes for småt, og det lukkede af mod haven. Udover manglen på lys og sammenhæng, havde tidligere renoveringer fjernet meget af husets oprindelige charme og skabt en fornemmelse af, at rummene ikke hængte sammen. Familien ønskede en løsning, der ikke blot kunne give dem mere plads, men også genoplive husets æstetik og skabe en bedre forbindelse til naturen udenfor

Huset fik fjernet det orange puds, trægavle og tunge udhæng, til syne kom en fuldmuret væg med rundt gavlvindue. Den storte trætilbygning skelner mellem hvad der er nyt og gammelt og med det store vinduesparti og bredde terrasse, skabes der kontakt til haven. Det sidste familien nu ønsker er at give hovedhuset en farve, beige eller rød, så det minder om de gule/røde mursten, som bungalows ofte er bygget i.

Bungalowens charme – og hvordan den forsvandt

Bungalowen var en populær hustype i Danmark og mange andre lande i begyndelsen af det 20. århundrede. Inspireret af kolonistilens enkle formgivning, var bungalowen kendetegnet ved sin lave profil, symmetriske linjer og brug af materialer som mursten og træ. Arkitekturen prioriterede ofte rene linjer, enkelthed og funktionelle rum, der udnyttede pladsen optimalt. Vi har oplevet flere gange at moderniseringer igennem tiden ofte fjerner disse kvaliteter. Nogen gange kan vi ikke redde det, men i dette tilfælde kunne vi godt.

Det samme var nemlig tilfældet for denne familie, hvor bungalowen var blevet omdannet gennem årene med tilføjelser som orange puds, trægavle og tunge udhæng, der slørede det oprindelige udtryk og de stod tilbage med noget der lignede mere et 90'er typehus. Indvendigt havde renoveringerne erstattet husets oprindelige enkle rumstruktur med overpyntede detaljer og en fragmenteret indretning. Vores opgave var klar: Vi skulle bringe bungalowen tilbage til sin oprindelige elegance og samtidig skabe en løsning, der imødekom familiens moderne behov for plads og åbenhed.

En serie af farvet rum der ender i haven. Oftest bedre end det åbne køkken-alrum til de her boligtyper.



En tilbygning, der respekterer husets historie – uden at ofre funktionalitet

Mange moderne renoveringer går i retning af at skabe store, åbne køkken-alrum, hvor rummene smelter sammen til ét. Men i dette tilfælde ville det have resulteret i endnu en ombygning, som gik imod bungalowens karakter. I stedet valgte vi en tilgang, hvor vi tilføjede en tilbygning, der respekterede husets oprindelige stil og samtidig opfyldte behovet for større rum og bedre sammenhæng.

Vi designede en tilbygning i sort træ, som skabte en markant kontrast til bungalowens pudsede mursten, og placerede den som en ny spisestue. Tilbygningen skabte en sammenhængende rumopdeling med tre tydelige zoner: spisestue, køkken og stue. Hvert rum blev farveinddelt med inspiration fra bungalowens oprindelige periode, så der var en rød tråd i stilen, men med hver sin unikke farve, som gav karakter til de enkelte rum. I stedet for at fjerne alle vægge og skabe ét stort rum, åbnede vi rummene op mod hinanden for at skabe cirkulation og visuel sammenhæng, så man kunne bevæge sig frit og stadig se fra et rum til det næste.

Farver der skaber rumlige overgange


En flydende overgang mellem ude og inde

En af de største forbedringer var den nye forbindelse til haven. Tilbygningen med store glaspartier gav lys og åbenhed, og den nye terrasse skabte en naturlig forlængelse af hjemmet. Terrassen fungerede som et ekstra rum om sommeren, hvor familien kunne nyde lange aftener udendørs og samtidig have let adgang til køkken og spisestue. Det strategiske design med trin og plantekasser bandt huset og haven sammen og gav følelsen af en flydende overgang mellem ude og inde.


Trætilbygning, som skaber en overgang mellem ude og inde.


En tilbygning, der tør være noget andet

Ved at vælge en tilbygning i sort træ, som stod i kontrast til bungalowens oprindelige mursten, kunne vi tillade os at arbejde med store vinduespartier uden at ødelægge husets karakter. Kontrasten gjorde det muligt at skabe en nutidig løsning, hvor den moderne tilbygning skilte sig ud, men samtidig respekterede bungalowens arkitektoniske arv. Havde vi forsøgt at matche tilbygningen med husets oprindelige stil, ville det have været svært at få store vinduespartier til at passe ind, da man ikke byggede på den måde i bungalowens tid.

Med denne tilgang fik familien ikke bare en løsning, der opfyldte deres behov for mere plads og bedre sammenhæng – de fik også et hjem, der føltes tro mod sin historie og samtidig var åbent og funktionelt for fremtiden.


Et køkken i gul, grå og hvid.



Kan du genkende familiens udfordringer?

Hvis du selv står med et ældre hus, der føles lukket og uinspirerende, kan vi hjælpe dig med at skabe et hjem, der både respekterer husets historie og opfylder dine moderne behov. Vi tror på at finde løsninger, der fremhæver det bedste ved huset og skaber en naturlig forbindelse til omgivelserne. Kontakt os for at få hjælp til at åbne dit hus op og genfinde dets sjæl – præcis som vi gjorde for denne familie.


Flydende forbindelse til haven, som er kommet helt ind i spisestuen.


Andre projekter